|

2010 er året, hvor Frederiksborg
Amts Garderforening fejrer sit 100 års jubilæum. Det er derfor med
stor glæde, at Frederiksborg Amts Garderforening byder jer alle
velkomne til Hillerød i dagene 11. og 12. juni 2010, hvor værtskabet
for De Danske Garderforeningers Repræsentantskabsmøde markerer
begyndelsen af festligholdelsen af vores jubilæumsår.
Vi håber, at mange foreninger
kommer til Hillerød og tager del i vores festår. Derfor har vi under
forberedelserne lagt stor vægt på at sammensætte et arrangement,
hvor det er samværet mellem garderkammerater fra hele landet og
verden, der er det centrale.
Kammeratskabsaften,
Repræsentantskabsmøde samt gallamiddagen vil blive afholdt i
FrederiksborgCentret, hvor der er plads til at sætte de helt rigtige
rammer for aktiviteterne.
Kammeratskabsaftenen vil blive
noget utraditionel, idet vi skal „tilbage til vores soldatertid“.
Der vil blive afholdt en aften med M*A*S*H 4077-tema, hvor hyggen og
røverhistorierne har første prioritet. Denne aften er ikke en
gallamiddag, hvorfor almindelig påklædning vil være at foretrække.
Ledsagerturen vil naturligt have
Frederiksborg Slot og Barokhaven som omdrejningspunkt. I vil på
bedste vis få slottet at se både indvendigt og udvendigt ledsaget af
slottets guider, som vil fortælle om slottets historie, samt besvare
jeres spørgsmål. Derefter skal I have noget godt at spise på
Slotskroen.
Gallafesten afholdes efter de
forskriftsmæssige normer. Vi skal have en dejlig middag og
kammeratlig hygge. Efter middagen har vi formået Fenders til at
komme og spille op til dans. Efter dansen er der natmad, og vi siger
pænt farvel og tak til jer alle.
Overnatningsmulighederne er
dejligt nær ved FrederiksborgCentret. Idet Hotel Hillerød kun ligger
2 minutters gang fra centeret. Hillerød Camping ligger 5 minutters
gang fra centeret, og hvis I er mange som kommer med campingvogn,
vil der være mulighed for at campere på selve centrets område, og
benytte centrets faciliteter til lave priser.
Vi har tilstræbt et arrangement
med gode oplevelser, så vi håber at rigtigt mange vil komme og
besøge os i Hillerød til sommer.
Vi glæder os til at se jer alle
ved Repræsentantskabsmødet i juni. På gensyn.
Frederiksborg Amts Garderforening |